Introduktion 

Alle deltagere i NKKF 2010 kan vælge mellem workshops med fremragende instruktører. Alle workshops afsluttes med præsentationskoncert i Musikhuset Aarhus. Tag bare børnene med, for der er tilbud til både voksne, unge og børn. Deltager du med hele dit kor, arrangerer vi 2-3 selvstændige koncerter for jer. Du får rig lejlighed til at bruge stemmen, men der er også gode oplevelser for øret: overvær f.eks. den internationale korkonkurrence eller nyd aftenkoncerter i verdensklasse.

Voksne sangere vælger en gennemgående formiddagsworkshop for enten hele kor, individuelt tilmeldte eller damekor. Hver eftermiddag kan du vælge een af syv forskellige  halvdags workshops, eller lytte til korkonkurrencen.

Der er tilbud til unge, individuelt tilmeldte eller hele kor. Desuden en gruppe med inviterede nordiske ungdomskor, og aldersopdelte børnegrupper. Alle præsenterer sig ved koncerter. Børn og unge kan vælge at deltage i særlige aftenarrangementer.
I lunchpausen vil der være et væld af koncerter i byen.

Kordirigenter har mulighed for at deltage aktivt eller passivt i masterclass med Frieder Bernius som instruktør og DR VokalEnsemblet og Vokalgruppen Concert Clemens som basiskor, eller de kan deltage  i conductors’ track, et specielt program for kordirigenter.
 
I tilknytning til NKKF 2010 afholdes Århus Internationale Korkonkurrence, hvor festivaldel-tagere har mulighed for at overvære indledende runder og finalekoncert.  

Hver aften afsluttes med mulighed for socialt samvær og Singer’s Corner.
Der en mulighed for køb af mad og overnatning til varierende priser.